En nyhedsartikel

Materiale:

Information, fredag 18. maj 2012: Forside

Information, fredag 18. maj 2012, side 14-15. Rasmus Bo Sørensen: Film nægtes støtte, fordi hovedperson er brun. Artikel 1

Information, fredag 18. maj 2012, side 14-15. Rasmus Bo Sørensen: ”Det er en meget, meget uheldig formulering”. Artikel 2

 

Ovennævnte er fra papirudgaven.

Artiklerne kan findes på www.information.dk ved at skrive titel i søgefeltet. Ved at aktivere ”Om denne artikel” kan man se forsiden.

Mediet Information og genren nyhedsartikel lader formode, at der er tale om en oplysende tekst.

 

ANALYSE   AF  AFSENDERHENSIGT

Af hele opsætningen vil man umiddelbart mene, at artiklerne er oplysende nyhedsartikler.

Oplysning

Hvad oplyses?

- At Filminstituttet i efteråret 2011 har nægtet at støtte en film fra ASA på grund af hoved­personens etnicitet.

- Hvad tre personer mener om afslaget.

- Diverse om filmprojektet.

 

Hvordan oplyses?

Kravene til oplysning er (jf. Om hensigter) saglighed og upartiskhed.

- Er sagsfremstillingen korrekt?

Afsender skriver på forsiden: ”Filminstituttet vrager film på grund af skuespillers hudfarve” (gentaget i brødtekst og artikel 2) og i artikel 1’s overrubrik: ”Film nægtes støtte, fordi ho­vedperson er brun”.

Af artikel 2 fremgår, at etnicitet-argumentet kun er en bi-begrundelse ved siden af en læn­gere række begrundelser. ”På grund af” og ”fordi” kan ikke bruges om en bi-begrundelse, hvorfor sagsfremstillingen er ukorrekt.

Afsender bruger ud over de to citater andre sagsfremstillinger, som balancerer på kanten af korrekthed, fx i manchetten på artikel 1: …”har fået afslag”…”med henvisning til”… og i brødteksten i artikel 1: …”Film med brune skuespillere”…”derfor”… og i brødteksten i arti­kel 2: …”filmens etniske rollebesætning”…”er fremhævet som en begrundelse”.

- Hvordan er holdningen til kilder?

På forsiden er et citat fra afslaget til ASA. I afsenders referat af afslaget bruges ord som ”hudfarve” (Forsiden) og ”brun” (Artikel 1 i overrubrik og i brødtekst; Artikel 2 i brødtekst) for etnicitet. Der er tale om manipulation.

I etnicitet-begrundelsen skriver Filminstituttet, at ”film”…”ikke har vist sig at være specielt salgbare i provinsen” (Forsiden). Det bliver til ”ingen chance” (Artikel 1 i brødtekst) og ”folk i provinsen (vil) ikke se” (Artikel 2 i brødtekst). Filminstituttets litote preller af på af­sender. Der er tale om manipulation.

Artiklen opfylder ikke oplysningens krav om saglighed. Artiklen kan ikke klassificeres som oplysende og bliver så

Meningsudtrykkende

Hvad menes?

Afsender mener, at Filminstituttets Redaktion har optrådt diskriminerende over for etniske skuespillere.

Afsender må selvfølgelig mene, hvad han vil; men at fremkomme med den i en tilsynela­dende oplysende tekst er utilladeligt og under lavmålet for en avis, der kalder sig ”In­formation”.

- Medvirkende kilder

For at belyse sagen henvender afsender sig til tre: direktør og producent i ASA Film Henrik Møller-Sørensen, formand for Dansk Skuespillerforbund Katja Holm og direktør for pro­duktion og udvikling hos Filminstituttet Claus Ladegaard.

Umiddelbart ser det ud til at være i orden, men

- Redaktionen er ikke blevet spurgt. Det er sagkundskaben mht. markedet (jf http://www.dfi.dk/branche_og_stoette/stoette/produktion-og-udvikling/spillefilm--markeds­ordningen.aspx).

- To mener som afsender; én er uenig. Det er manglende stopur-balance.

- Afsender optræder som mikrofonholder over for de to, som mener som han. Det er manglende kritik. Over for ham, som ikke mener som han, bruger han manipulerende spørgsmål.

Henrik Møller-Sørensen får uimodsagt lov til at sige: ”det er fuldstændig underordnet, hvil­ken hudfarve skuespillerne har”. Det vil Redaktionen sandsynligvis være enig i; den har i sit bi-afslag til filmen påstået/fremsat den teori, at ”film med et cast med anden etnisk bag­grund ikke har vist sig specielt salgbare i provinsen”. Det er en påstand/teori om film-efter­spørgselen i provinsen.

Henrik Møller-Sørensen får uimodsagt lov til at sige, at ASA ”tror på, at den har en bred målgruppe”. Henrik Møller-Sørensen tror noget om det; men Redaktionen er sagkundska­ben mht. film-efterspørgselen i provinsen.

Henrik Møller-Sørensen får uimodsagt lov til at sige: ASA ”er opsat på at vise”, at ASAs film ”kan være bred og have gennemslagskraft”. Henrik Møller-Sørensen har viljen; men Redaktionen har sagkundskaben.

Katja Holm får uimodsagt lov til at sige, at det ”kommercielt bæredygtige” (kriteriet for Re­daktionens vurdering) ”ikke i sig selv (bør) være nogen undskyldning for at afvise en film med direkte henvisning til skuespillernes etniske tilhørsforhold”. Redaktionen afviser ikke med direkte henvisning til etnicitet. Den afviser med en række begrundelser, bl.a. sidst med påstand om provinsens film-efterspørgsel. Redaktionen udarbejder næppe undskyld­ninger for sine afslag, men begrundelser; ”undskyldning for” antyder, at Redaktionen næ­rer en eller anden uvilje mod filmen og så finder på et eller andet.

Katja Holm får uimodsagt lov til at sige: ”Jeg må indrømme, at jeg egentlig troede, vi var kommet længere” En rigtig mor-er-skuffet-bemærkning! Endnu værre: en rigtig mor-er-skuffet-bemærkning til noget, som Redaktionen ikke har gjort: afvist en film pga. etnicitet!

Katja Holm får uimodsagt lov til at sige: ”Desuden tror jeg ikke, de har ret, når de skriver, at folk i provinsen ikke gider at se på brune mennesker”. Endnu en troende! ”Det skal de i hvert fald kunne dokumentere”. Det kan Redaktionen muligvis, og det får en til i den grad at savne en henvendelse til Redaktionen, men mikrofonholder-afsenderen reagerer ikke på det.

Man kan godt oplyse om en persons mening, men for ikke at komme under berettiget mistanke om at mene som vedkommende, skal man forholde sig kritisk og balancere personens mening med den modsatte.

- Her skal balancen så vel forestille at være interviewet med Claus Ladegaard, der er Redaktionens overordnede chef (artikel 2). Her er ikke tale om mikrofonholderi (hvad der måske kunne have bragt tingene lidt i balance), men sikkert, hvad afsender kalder ”kritisk udspørgen” (jf. Watergate-syndromet). Ti spørgsmål: ni ledende og et pseudo-spørgsmål: ”Hvordan har du det med”…? I udgangspunktet en manipulerende spørgeteknik.

- I manchetten står, at ”Filminstituttet i et afslag på filmstøtte henviser til etnicitet”. Rigtigt for så vidt, at ordet etnicitet findes i afslaget, men faktisk noget sludder, idet Redaktionen henviser til provinsens efterspørgsel på etniske film.

- I første spørgsmål fremturer afsender med sin fejllæsning af afslaget: ”Filminstituttet har givet afslag på filmstøtte til MGP Missionen på grund af skuespillernes hudfarve”. Claus Ladegaard forklarer sammenhængen i afslaget for afsender; men det preller totalt af; to gange.

Så går det galt for Claus Ladegaard, han hopper på afsenders fejllæsning angående etni­citeten, som for Claus Ladegaard præsenteres i afsenders forvanskede, dis­kriminerende udgave: ”se film med brune mennesker” (fjerde ledende spørgsmål). Claus Ladegaard tager afstand fra de diskriminerende bemærkninger, som Redaktionen vel at mærke ikke har fremført: ”det er en meget, meget uheldig formulering” (i overrubrik og brødtekst). Endnu engang savner man afsenders henvendelse til Redaktionen, når afsender lader Claus Ladegaard desavouere Redaktionen ved først at sige ”der er blevet givet et meget velbegrundet afslag på en film, som redaktionen bag filmstøtteordningen har vurderet ikke ville kunne tiltrække et tilstrækkeligt stort publikum” og derefter ”det er ikke vores er­faring”. Det kan kaldes vellykket manipulation.

(Jeg har personligt en teori eller tolkning af, hvorfor det lykkes. ”For os i København er det meget naturligt og selvfølgeligt at beskrive et multi-etnisk / kulturelt miljø, men i provinsen er det desværre en anden sag”, skriver Redaktionen. Bortset fra ”desværre” er jeg enig med Redaktionen, og det kan jeg bekræfte ved, at jeg vil formulere første sætning sådan: I København er det meget naturligt og selvfølgeligt at være politisk korrekt. Afsender mener at have afsløret diskrimination hos Filminstituttet (som om det ikke kan lide etniske skuespillere), og da han konfronterer københavneren med det, bliver han kujoneret til at tage afstand, for han er i hvert tilfælde ikke diskriminerende. Det er en teori / tolkning fra min side; den bekræftes imidlertid af Katja Holms moder-er-skuffet-holdning og afsenders pseudo-spørgsmål: ”Hvordan har du det med, at der sidder medlemmer af en redaktion, som forvalter offentlige filmstøttekroner, der kan finde på at skrive sådan her?”. Den kujonerede Claus Ladegaard jagtes rundt i manegen med manipulerende spørgsmål, og giver sig endda til at fedte for den ”venlige, kritiske journalistik” (sic!))

Vi kan konkludere om artiklerne: rent meningsudtrykkende under dække af oplysning. Afsender tager afstand fra noget, som han fejlagtigt oplyser at andre har sagt.

En ægte kritisk journalist burde undersøge Informations interesser i den sag.

 

 

 

 

 

 

 

 

ANALYSE  AF  MODTAGERINTERESSE

Med emnet modtagerinteresse forlader vi analysens sikre grund til fordel for tolkninger.

Modtageren af Information er bestemt som Centrallæser ud fra GallupPCs Undersøgelse: Index DK/Gallup Marketing HH 2006:

En 40-59 årig, der bor i Etageejendom i København/Frederiksberg, i Hovedstadskommu­ner excl. Kbh./Fr.berg eller i Provinsby o. 100.000 indbyggere.

Har Højere uddannelse eller studentereksamen, er Funktionærer/ selvstændig eller stude­rende

Har Personlig indkomst på Kr. 400.000 eller mere og Husstandsindkomst på Kr. 600.000 eller mere.

Er Fællesskabsorienterede og Stemmer til venstre for socialdemokratiet.

Er Meget interesseret eller Ret interesseret i Boligpolitik, Arbejdsmarkedspolitik, Forure­nings- & miljøspørgsmål, Forbrugerspørgsmål, Erhvervsforhold, EU-forhold.

Er Lidt interesseret i Skatteforhold

Går Minimum ugentligt i teatret, på maleri/kunstudstilling, på museum, på biblioteket eller i biografen.

Går Aldrig i kirke

 

 Jeg kan forestille mig, at Modtagerinteressen er romertal I af romertal I – V (jf. HVORFOR LÆSER MAN AVIS):

Som forudsætning for politisk handlen. Man får oplysning om offentlige anliggender. Film­instituttet er en offentlig institution under kulturministeriet, en del af den udøvende magt. Modtager er interesseret i at vide, om der forvaltes ordentligt eller der skal skrides ind poli­tisk. En offentlig myndighed diskriminerer (tilsyneladende), og det er jo imod lovgivningen (folkets vilje).

Det stemmer fint overens med modtagerens politiske interesse, hans politiske synspunkt og livsstil.

Som nævnt bliver analysen af modtagerinteresser mere interessant, når blikket løftes fra den enkelte tekst.

 

 

ANALYSE  AF  NYHEDSTEKST

Hvilken type nyhedstekst er der tale om?

Hvad er der sket? Filminstituttet har pr. 6. oktober 2011 givet afslag på en ansøgning om filmstøtte.

Hvad er foranledningen til artiklen? Afsender har på et ubekendt tidspunkt hos Filminstituttet søgt aktindsigt i et brev til ASA-film fra den 6. oktober 2011 og har fået det. Nu den 18. maj 2012 (syv måneder og fjorten dage efter brevet) skriver afsender om sagen.

Man kan roligt sige, at der ikke er sket noget, der er ingen begivenhed; men der er noget, som afsender gerne vil tale om. Typen bliver såk. Aktualität.

Som nævnt bliver analysen af nyhedstekster mere interessant, når blikket løftes fra den enkelte tekst.

 

 

 

ANALYSE  AF  POLITISK  OFFENTLIGHED

Som sagen dukker op i Information, hvor der intet foreligger om, hvordan afsender er kommet på sporet af Filminstituttets afslag til ASA film, må man sige, at artiklerne er på mediernes dagsorden. Artiklen giver umiddelbart indtryk af at være et eksempel på kritisk journalistik: afsender har snuset op, at Filminstituttet (tilsyneladende) diskriminerer i sin støtte til film; den udøvende magt er gået ud over sine beføjelser, og den ”fjerde stats­magt” er på plads og oplyser om det. Det umiddelbare indtryk holder desværre ikke: der er ikke tale om oplysning fra afsender, og der er ikke praktiseret diskrimination fra myndighe­dernes side. Mediet/afsender benytter her sin redigerende magt til at fordækt politisering.

Den selvstændighed fra partiernes indflydelse, som medierne historisk har opnået, benyttes til egen politisering. Afsender er muligvis uskyldig og blot underlagt markeds­kræfterne: Informations læsere efterspørger kritisk journalistik, og det leverer afsender så.

(En ond jyde kunne få den forfærdelige tanke, at afsender (og Information) er ude i rakkertjeneste for ASA-film, som prøver på, inden de søger anden gang, at kujonere Filminstituttet. I så tilfælde er de underlagt andre markedskræfter end efterspørgerne, og der er tale om lobbyisme. Det er en udokumenteret teori/påstand.)

 

 

 

ANALYSE  AF  EN  GOD  HISTORIE

En ”god historie” i modtagers, ikke i redaktørens øjne er en nyhedsartikel, som skildrer en begivenhed, er aktuel, væsentlig og konfliktfyldt (jf. OM NYHEDSKRITERIER).

Artiklerne fra Information skildrer ikke en hændelse: Filminstituttet har rutinemæssigt givet et begrundet afslag på en ansøgning om filmstøtte. Men afsender har med artiklerne løftet sløret for Filminstituttets (tilsyneladende) diskrimination; afsløringen af Filminstituttet er en begivenhed (skabt af afsender). 2 point af 3 mulige.

Læser har ikke mulighed for at bedømme aktualiteten: afstanden fra foranledning til omtalen; omtalen kunne være sket den 17. maj 2012 eller den 21. maj 2012 uden at det ville være gået ud over aktualiteten. 0 point af 3 mulige.

Læser får en på opleveren: citat fra privat brev, interview med parterne og en forkvinde, interview-offer jagtes rundt i manegen, natte-billede af skyldig bygning. 3 point af 3 mulige.

Artiklen rummer mange konflikter: mellem parterne, mellem Filminstituttet og etniske minoriteter, mellem Filminstituttet og lovgivningen, mellem Filminstituttet og ”mor”, mellem københavnere og provinsboere. 3 point af 3 mulige.

Alt i alt 8 point af 12 mulige. Vi dømmer ”god historie”, Information har da også gjort artiklen til en forside-basker. Det sidste begreb bruges normalt om Ekstrabladet; at det kan bruges om Information, viser, at sensations-journalistik vinder større og større udbredelse.