Fortæller

FORTÆLLER

I forbindelse med analyse af sagprosa opererer man med begreberne afsender og modtager. Ved analyse af skønlitteratur er en fordobling af begreberne nødvendig. Det er der intet mærkeligt i: skønlitteratur er jo en slags fordobling af virkeligheden (cyberspace).

Står jeg over for fx en roman af Rifbjerg, er Rifbjerg i én forstand afsender. Han har skrevet bogen, sendt den til forlag osv. I samme forstand er jeg modtager. Jeg har købt bogen og er nu klar til at læse den. Jeg er udmærket klar over, at teksten er opdigtet. Rifbjerg har siddet og fundet på det hele. Bogen handler ikke direkte om virkeligheden.

Når jeg starter læsningen, glemmer jeg, hvis bogen optager mig, at den er opdigtet. Jeg oplever under læsningen det ikke-virkelige som virkeligt. Jeg går med på spøgen og renoncerer på mine dagligdags krav om virkelighed. Dermed har jeg fordoblet mig selv og er blevet en anden slags modtager end normalt. Jeg er opslugt eller helt væk, siger man. Jeg er i en anden verden, fantasiens verden. Hvem fortæller nu fortællingen for mig i denne verden? Ikke Rifbjerg, for i den opdigtede verden er der ingen, der hedder Rifbjerg; der er kun noget ikke-virkeligt, som virker virkeligt. En opdigtet afsender fortæller.

Skulle man illustrere den skønlitterære kommunikation med en model, må det blive således: