Fremstillingsformer

FREMSTILLINGSFORMER

 

Afhængigt af om fortæller vil fremstille handling, vil fremstille nogle personer eller miljøer eller vil komme med sin mening om handling, personer eller miljøer, benytter fortæller forskellige fremstillingsformer. Fremstillingsformerne er altså på en måde den skønlitterære teksts grundelementer.

 

Man skelner som udgangspunkt mellem tre fremstillingsformer: beretning, beskrivelse og kommentar.

 

I fremstillingsformen beretning skildres handling: fysisk handling, sproghandling (samtale, enetale) og psykisk handling (tanker, følelser).

Der er grund til at skelne mellem to former for beretning: situationsfremstilling (også kaldt scener) og sammentrængt beretning (også kaldt relation).

I situationsfremstillingen skildres handlingen så grundigt, at det tilnærmelsesvis tager lige så lang tid at læse om den som at udføre den:

 

 

 

I den sammentrængte beretning overstås længere handlingsforløb på nogle få linjer.

 

 

I fremstillingsformen beskrivelse skildres en ting eller en persons egenskaber.

 

 

 

Eksemplerne viser to former for beskrivelse: opregning af en persons egenskaber og opregning af, hvad en person altid foretager sig.

 

I fremstillingsformen kommentar reflekterer fortælleren over handlingen eller personerne eller over hele fortællingen.

 

 

 

Bemærk, at kommentaren i en tekst holdt i præteritum skiller sig ud ved at være holdt i præsens.

Forskellen i status af beretning og beskrivelse over for kommentar kan fastholdes ved at kalde de to første mimetiske, fordi de gengiver handling, personer og genstande i det fiktive univers, og kommentaren ikke-mimetisk, fordi den er fortællerens bemærkninger.