Læsning af noveller / romaner

LÆSNING AF SKØNLITTERÆR PROSA

"Læsning af skønlitterær prosa" angiver en METODE til analyse og tolkning af "ikke-poesi" budskabstekster. Der er opstillet en række kategorier, som teksten skal tolkes ud fra mhp. at finde tekstens budskab.

 

Baggrunden for metoden er "eksistentialistisk", idet mennesket som eksisterende (til stede og udstyret med evne til at træde ud) kan sige: "Jeg er her nu". 99% af prosa budskabstekster handler om mennesker. "Jeg"-et giver kategorien personkarakteristik, "her" giver kategorien miljøkarakteristik, "nu" giver kategorien tidsbestemmelse.

 

Nu er mennesket ikke blot eksisterende, men handler og udsættes for omgivelsernes indvirkning; der sker noget i verden, og i den opdigtede verden som regel mere. Det giver kategorien tema, emne.

 

I teksten ligger en holdning til temaet; det giver kategorien holdningsbestemmelse.

 

Kategorien budskab fremkommer som sum af tema og holdning.

 

 

I god nykritisk tradition er det tekstens budskab, ikke forfatterens. Har forfatteren et budskab, en meddelelse til os, var det bedre, at han kom direkte med det i stedet for at hilde det i en opdigtet tekst.

 

 

 

HANDLINGSREFERAT

Er ikke en af analyse-kategorierne; det er et nyttigt forabejde til at lære teksten ordentligt at kende, så man ved, hvad der står, og hvor det står.

Et handlingsreferat er en gengivelse af det væsent­lige af handlingen i en tekst. Referatet skal være kort, sammenhæn­gende og holdt i 3. per­son (dvs., at man ikke må bruge di­rekte tale). I afleveringer og til eksamen skal teksten ikke refereres; lav evt. et resume på nogle linjer.

Når man skal referere handlingen, er det hensigts­mæssigt først at have delt teksten ind i afsnit. En rimelig afsnits­inddeling fremkommer, hvis man laver et afsnit, hver gang der i teksten er et skift i tid, sted eller per­sonsammensæt­ning. Når en sådan afsnitsindde­ling er foretaget, kan man afgøre, hvilke afsnit man finder væsentlige, og derefter lade dem indgå i refe­ratet i forkortet form.

 

PERSONKARAKTERISTIK

En personkarakteristik er en skildring af en person. Når man skal lave personkarakteristik i en skønlit­terær tekst, skal man lave karakteristik af alle hoved­personer, dvs. af alle personer, som følges teksten i­ gennem, eller som er vigtige for handlingen.

Udarbejdelsen af personkarakteristikken kan foregå som følger. Først gør man iagttagelser i teksten (hvil­ke data får vi om personen? hvordan ser personen ud? hvordan optræder personen?) og fortolker visse af iagt­tagelserne (hvad siger disse data, denne optræden, det­te udseende om personens egenskaber?). Derefter samler man iagttagelserne og fortolk­ningerne til en skildring af personen.

Iagttagelserne og fortolkningerne kan styres ud fra punkterne opstillet på følgende side. Punkt 4 er an­bragt over for punkterne 1, 2 og 3, fordi de iagttagel­ser, som man gør ved gennemgangen af punkterne l, 2 og 3, ofte vil fortælle noget om personens indre.

I mange ældre tekster nævnes personernes indre egen­skaber direkte, hvorfor de er umiddelbart iagttagelige uden fortolkning. (Jf. under STILI­STIK)

 

 

 

1.    DATA

        navn

        alder

        fortid (herkomst, opvækst)

        familiemæssig stilling

        erhverv

        økonomi

        omdømme

 

2.    YDRE                                                                                          4.                   INDRE

        ansigt                                                                                                                følelser

        krop                                                                                                                   meninger

        holdning                                                                                                           værdier

        bevægelser                                                                                                      interesser

        klæder                                                                                                               evner

        smykker o.l.                                                                                                      horisont

 

3.    VÆREMÅDE

        handlinger

        optræden

        udtalelser

        sprog

        forhold til andre

Hvis man har flere hovedpersoner i en tekst, skal man være opmærk­som på, om nogen af personerne er gen­nemførte modsætninger (en per­son er fx ung, fattig og uærlig, mens en anden er gammel, rig og ærlig).

 

MILJØKARAKTERISTIK

En miljøkarakteristik er en skildring af de steder, hvor teksten foregår.

Miljøkarakteristikken kan åbnes med en bestemmelse af land og loka­litet: foregår teksten herhjemme eller i udlandet? foregår teksten i en storby, en provinsby, en ferieby, på landet, en villaforstad osv.?

Når lokaliteten er bestemt, må det overvejes, om handlingen uden væ­sentlige forandringer kan flyttes til en anden lokalitet. Kan handlingen ikke flyttes, er lokaliteten vigtig for handlingen. Kan handlingen flyttes til en anden lokalitet, eller kan lokaliteten overhovedet ikke bestemmes, er handlingen af mere al­menmenneskelig (eksistentiel) karakter (jf. under TE­MABESTEMMELSE).

Efter bestemmelsen af lokaliteten kan man gå over til at skildre de enkelte steder, som teksten udspiller sig på: hjem, arbejdsplads, banegård osv. Kun steder af en vis "fylde" skal skildres.

Skildringen af stedet kan deles i en analyse og tolkning af stedets materielle (håndgribelige) ting og af stedets menneskelige relationer (for­hold).

a) Analysen af stedets materielle ting kan foretages ved, at man samler tekstens beskrivelse af stedet sam­men: hvordan er hjemmet? hvordan er det indrettet? hvil­ke ting ejer personerne? Vurderingen af stedets mate­ri­elle ting består i at bedømme, om stedet materielt er rigt, gennemsnitligt eller fattigt, om det er moderne, neutralt eller gammeldags, om det er hyg­geligt el­ler koldt.

b) Analysen af stedets menneskelige relationer kan foretages ved, at man fra personkarakteristikken ”over­fører" det, som man fandt ud af om hovedpersonernes for­hold til andre. Hertil må komme en analyse af, hvordan bipersonerne forholder sig til hovedpersonerne og til hinanden. Vurderingen af stedets menneskelige relatio­ner består i at bedømme, om stedet menneskeligt er godt eller dårligt, varmt eller koldt, hårdt eller for­stående.

Man må være opmærksom på, at ikke alle steder altid kan skildres både materielt og menneskeligt.

Når stederne er skildret, må man overveje, hvilken rolle stederne spil­ler for handlingen. Stederne kan væ­re blot og bar kulisse, de kan være markerede som ty­piske miljøer for samfundsklasser, de kan være hand­lingsbaggrund for personerne, således at deres hand­linger først fuldt ud forstås, når de ses i forhold til stederne.

 

 

TIDSBESTEMMELSE

At foretage en tidsbestemmelse i en tekst er:

1.                   At fastslå så nøjagtigt som muligt det historiske tidspunkt, hvor tek­sten foregår på. Det historiske tids­punkt kan være opgivet i teksten; hvis det ikke er det, kan det måske fastslås ud fra personkarakteristikken (påklædning, frisure, slangudtryk, økonomisk situation, meninger eller an­dre tidsbestemte fænomener) eller miljøkarakteristikken (bilmodel, møb­ler, billeder, radioudsendelser eller andre tidsbestemte fænomener). En hjælp til bestemmelse af det historiske tidspunkt kan tekstens udgivelsesår være.

Når det historiske tidspunkt er bestemt, må man o­verveje, om tids­punktet spiller nogen rolle: vil tekst­en skildre en bestemt tid? eller vil den skildre, hvad der altid foregår?

2.    Eventuelt at fastslå, på hvilken årstid teksten fo­regår. Årstiden skal kun bestemmes, hvis man mener, at den er vigtig for handlingen.

3.    Eventuelt at fastslå, på hvilket tidspunkt af døgnet teksten foregår. Som ved årstiden skal tidspunktet af døgnet kun bestemmes, hvis man mener, at det er vigtigt for handlingen.

 

TEMABESTEMMELSE

Ved temaet i en skønlitterær tekst forstås det pro­blem, som teksten behandler, det emne, som teksten drejer sig om. Temaet skal bestemmes på et passende alment niveau.

Man kan godt ved temabestemmelsen starte helt alment (f. eks. "en­lig moder"), men temaet må derefter specificeres, så tekstens forskel fra andre tekster med sam­me almene tema træder frem (f. eks. "enlig moders kon­flikt mellem mænd og barn").

Hvis teksten rummer en udvikling (en væsentlig ændring i en persons data, udseende, væremåde eller indre) hos hovedperso­nen/personerne, skal udviklingen repræsenteres i tema­et (fx "enlig moders skærpede kon­flikt mellem mænd og barn").

Har man under miljøkarakteristikken fundet ud af, at miljøet spiller en vigtig rolle (er mere end blot og bar kulisse), skal miljøet nævnes i temaet (fx "en­lig moder i en storby og hendes skærpede konflikt mel­lem mænd og barn"). Ligeledes skal det historiske tids­punkt nævnes i temaet, hvis man under tidsbestemmelsen har fundet det historiske tidspunkt vigtigt ( fx "en­lig moder i en storby i 60'erne og hendes skærpede konflikt mellem mænd og barn").

 

HOLDNINGSBESTEMMELSE

Ved holdningen i en skønlitterær tekst forstås den fø­lelsesmæssige holdning, der i teksten indtages til det fortalte.

Seks holdninger er mulige: accepterende (positiv), afvi­sende (negativ), neutral (hverken positiv eller negativ), ambivalent (både positiv og nega­tiv), sympatisk/medfølende (en i øvrigt positiv person udsættes for noget negativt) og ironisk (negativ bag positiv facade eller omvendt).

Holdningen kommer frem på forskellig vis:

1.                   teksten bedømmer direkte personer, miljøer, handlin­ger osv. (plus- og minusord),

2.                   personer er udstyret med "talende" navne eller udseen­de,

3.                   personer, handlinger osv. bedømmes uimodsagt af andre personer,

4.                   nogle personer og handlinger nyder fremgang, andre lider nederlag,

5.                   personer, der følges tæt (synsvinkel), bedømmes i reglen positivt,

6.                   personer foretager sig almindeligt acceptable eller forkastelige hand­linger,

7.                   stiltonen (ordvalg, billedvalg, troper og figurer).

Ved bestemmelsen af holdningen skal man være yderst forsigtig, idet næsten al god litteratur er ude på at problematisere vores dagligdags holdninger i modsætning til dårlig litteratur, der forsøger at bekræfte dem, og idet der kan være en stærk effekt i at bytte om på vante forestillinger.

 

BUDSKABSBESTEMMELSE

Budskabet i en tekst er den ide, som findes i værket, tekstens besked til læseren.

Budskabet er den meningsmæssige sum af teksten, altså summen af tema og holdning.

 

Der er to slags budskaber: foreskrivende og beskrivende. Det foreskrivende budskab siger: "Gør sådan og sådan" (en forskrift). Det beskrivende budskab siger: "Sådan er livet" (en beskrivelse). Beskri­vende budskab forekommer, hvis holdningen er tvetydig. Foreskrivende budskab forekommer, hvis holdningen er klart positiv eller negativ.

 

Budskab eller effekt. Ved det foreskrivende budskab (e.g. ”Gør ikke som den enlige moder”) udfører læser næppe forskriften, da han nok næppe i forvejen gør, som den enlige moder, eller jo blot sidder i lænestolen og læser. Til gengæld gennemlever/oplever han holdningen, idet han tager stilling til personerne (lever med i fiktionen). Læser bliver bevæget. Teksten har således en holdningsmæssig effekt. Det samme gælder ved beskrivende budskab, hvor der er en (mere stilfærdig) påpegning af nogle forhold.

 

Hvis budskabet er ”meget” foreskrivende eller meget "effekt-fuldt", er der tale om tendens.  Her har for­fatteren flyttet sin påvirkningshensigt fra sagprosaen over i skønlitteratu­ren; budskabet er flyttet fra en almindelig dagligdags kommunikationssitu­ation til en ”fiktiv” kommunikationssituation.  Her skulle effekten gerne være, at læser indtager den samme politiske holdning som forfatteren, fx slutter op om arbejderbevægelsen mål.

 

Analysen og tolkningen fra personkarakteristik til budskab har en klar retning: fra analyse/tolkning af kunstværkets enkeltheder til analyse/tolkning af de større sammenhænge eller værkets helhed.

.

 

PERSPEKTIVERING

Er ikke en af analyse-kategorierne mhp. at finde tekstens budskab.

 

At perspektivere en tekst er at vende blikket bort fra selve teksten for at se den i sammenhænge, som er udvendige i forhold til teksten. Der ses på kon-teksten.

Når man skal perspektivere en tekst, kan man gøre en eller eventu­elt flere af følgende ting:

a.       Man kan se teksten i forhold til den historiske tid. Man kan fx spørge om, hvilket problem fra sam­fundet der afspejles i teksten. Vi siger, at man læ­ser teksten sociologisk.

b.       Man kan se teksten i forhold til forfatteren. Man kan fx spørge om, hvorfor forfatteren skriver om netop de problemer, som han skriver om. Vi siger, at vi læser teksten biografisk.

c.       Man kan se teksten i forhold til den litteraturhisto­riske periode. Man kan fx spørge om, hvilken littera­turhistorisk periode teksten tilhører. Vi siger, at man læser teksten litteraturhistorisk.

d.       Man kan se teksten i forhold til andre tekster. Man kan fx se på, hvor­dan samme problem er behandlet i forskellige tekster. Vi siger, at man læser teksten tematisk.

e.       Man kan se teksten i forhold til en selv. Man kan fx give en personlig vurdering af teksten, fx ved at klar­gøre sin holdning til det problem, som teksten omhandler.