Performativer

 

 

Er sproghandlinger; handlinger, der udføres, ved at man siger noget.

 

Der er to slags:

1. Sproghandlinger, der ”skaber, hvad de nævner”;

   Tak. Ved at sige ”tak” er der udtalt en tak.

   Løfte. Ved at sige ”jeg lover” er der afgivet et løfte.

   Dom. Ved at sige ”du dømmes til” er der afsagt en dom

   Udnævnelse

   Indvielse

   Stævning

   Lysning

   Aftale

   Dåb

   Bekendelse fx trosbekendelse

   Hyldest. Ved at sige ”dronningen leve” har man hyldet dronningen. Ved at sige ”sieg heil” hylder man sejren. Ved at sige ”hil dig, frelser og forsoner” har man hyldet Frelseren.

   Bøn

   Indstiftelse. Ved at sige ”det er mit legeme, som gives for jer” skabes nadveren.

 

”Skaber, hvad de nævner” er et Grundtvig citat; de sidstnævnte performativer indgår da også som en central del af den kristne messe i kirken. I Grundtvigs regi er det en åndelig egenskab ved sproget, som mennesket deler med Gud (skaberordet). Kierkegaard omtalte det negativt som Grundtvigs Hokuspokus; det er i realiteten en meget præcis karakteristik af sprogets magi, når man betænker, at ”hokuspokus” måske er en ”fordrejelse af de ord, præsten udtaler lige før nadverbrødets forvandling i den katolske messe: hoc est corpus (verum dei), dette er (guds sande) legeme; efter Matth.26.26” ODS.

Performativerne kan være ledsaget af fagter eller udtrykket ”hermed”.

 

2. Sproghandlinger, hvormed man udøver/dyrker et fællesskab;

   Drikkevise. Venskab dyrkes

   Festsang. Familieskab dyrkes

   Salme. Tro dyrkes; salmerne kan så i øvrigt være tak, bøn, hyldest.

(Genrerne drikkevise, festsang, salme kaldes undertiden "brugspoesi", en udmærket betegnelse)

 

Performativerne er som redegjort for en kategori ved siden af hensigts- og budskabskommunikation. Siger jeg et fadervor, fordi jeg er blevet spurgt om, hvordan fadervor lyder, er min fremsigelse ikke en bøn (performativ) men en oplysning (hensigtskommunikation); at læse op er ikke at bede; den gamle tryllekunstner Grundtvig ville sige: ved oplæsning er Ordet i Munden, men ved bøn er Ordet i Munden og Troen i Hjertet. Det sidste kan kun vides af en selv.

 

Performativer er tæt knyttet til ansigt-til-ansigt kommunikation, samtale i konfrontation, det "levende" ord (også et Grundtvig begreb). Grundtvig brugte naturligvis ikke ordet performativ om sproghandlinger; han beskrev dem som "Gierninger med ens Munds Ord".