Stil

STILTONE

 

Hvad der forstås ved stiltone (stilart, stilvalør), kan bedst illustreres ved at sammenligne betydningen af følgende tre ord: hest - krikke - ganger. Forskellen på de tre ord er en forskel i stiltone.

 

 

Man skelner traditionelt mellem tre stiltoner: neutral, lav og høj stil­tone.

 

Lav stiltone: emnet er den lavere virkelighed, menne­skets ”lavere” interesser og egenskaber; sproget er sim­pelt: enkel sætningsbyg­ning, ting nævnt ved deres rette navn.

 

Høj stiltone: emnet er den højere virkelighed, menne­skets "højere" interesser og egenskaber; sproget er høj­tideligt og kunstfærdigt: mange troper og figurer.

 

Læg mærke til, at stiltonen også er et spørgsmål om emnet: der er høje og lave emner. Det betyder på den anden side ikke, at emnet er enebestemmende, idet samme emne (fx kærlighed) kan anskues fra forskellige synspunkt­er og dermed give anledning til forskellige stil­toner.

 

 

Stilbrud vil forekomme, hvis et højt emne behandles i et lavt sprog, eller er lavt emne i et højt sprog. Hvad med følgende?

 

                 O! hvilken Kval og Strid! Mit Hjerte splittes ad!

                 Dyd! Elskov! kan I to ej søbe af eet Fad?

                 een af Jer vinde maa, den anden maa fordømmes,

                 to store i een Sæk kan ingenlunde rummes,

                 men Sækken, som I to kan ikke rummes i,

                 til Gavns undgælde maa for eders Klammeri.

                 Mit Hjerte revner snart; jeg elsker eder begge:

                 du, Elskov, er mit Liv, du, Dyd, min Kæledægge!

                 (Johan Wessel: Kærlighed uden Strømper. 1773)

 

Det fremgår af præciseringerne, at stiltonen er nært knyttet til tekstens holdning; under den høje stiltone vil ligge en positiv holdning, under den lave en mere blandet holdning.

 

 

 

Den svenske litteraturforsker Staffan Björck har konstrueret følgen­de "parallel-eksempler" på stiltoner:

 

 

l.               Den alderstegne borgmesters bortgang hav­de fremkaldt stor opmærksomhed i byen, og hans begravelse formede sig som en kommunal sørge­højtid af betydeligt omfang, i hvilken samtli­ge byens befolkningslag deltog. Under dyb be­vægelse blandt de om­kringstående førtes kisten fra kirken gennem Store Allé over broen og mod den nye kirkegård i vestbyen. Nærmest ligvognen vandrede den nedbrudte enke omgivet af oberst Ridderfeldt og hofpræst Blad.

 

 

II.              Da borgmester Munthe endelig lagde sine rød­randede, vandede øjne sammen, kom hele byen i fe­bril bevægelse. Sort­grønne frakker børstedes, så sømmene brast, og trappegangene duftede af gran­ris og blanksværte. Arbejderne i vestbyen havde fri­dag, som de indledte på "Perlehønen" med et bæger til den gode gamlings minde. Obersten ud­kommanderede et kompagni snusto­bakduftende basser som hædersvagt og udlovede ekstraforplejning til aften. Selv overtog han beskyttelsen af enken, et lille forskræmt væsen, som listede frem nær­mest kisten. Hendes sporadiske snøft druknede dog i larmen fra rådmand Fernbergs jernbeslå­ede klump­fod, som førtes næstefter i processionen.

 

 

III.             Da borgmesteren, som havde været svært senil i tre decen­nier, endelig afled efter en kæmpepor­tion gåselever, drog hele byen et lettelsens suk. Endog arbejdsfolket i vestbyen, som ikke havde den afdøde at takke for noget bortset fra irettesættel­ser og skuldertræk, kantede loyalt vejen, hvor lig­toget kom frem. Men de havde også fået fri for at gøre det, og en stund før skuespillets be­gyndelse gik nogle ingeniører en runde gennem kroerne for at se, om der fandtes elementer, som havde tænkt sig at pjække fra deres samfundspligter. Nu stod man langs ruten i de bedste klæder, ko­nerne græd over al stadsen, og mandfolkene så medlidende på den lille ængstelige, under et langt liv kuede en­ke, som forsigtigt listede sig frem flankeret af hofpræsten og obersten, samfundets piller.

 

 

IV.             Der var duft af syrener og glimt af guldregn, da den gamle borgmester førtes til sin sidste hvi­le. Han havde længe overlevet sig selv, og der her­skede ingen bitter sorg ved hans båre. Gamle og un­ge, rige og fattige var mødt op som til en fest. Hofpræstens og ober­stens røde ansigter lyste som papirlygter på begge sider af den lille blege en­ke, så forlegen over al opmærksomheden efter at have le­vet i tilbagetrukkethed i hele sit liv. Hendes lavendelblå øjne flak­kede undseligt mellem de bukkende og nejende tilskuerrækker, og det ryk­kede i de tynde visne kinder. Også på den anden side åen, blandt arbejderne, var der mange kvinder, som græd. De havde glemt de irettesættelser, borg­mesteren havde givet dem i sin myn­digheds dage. Nu følte de bare, at det var skønt at græde med hverandre, og de priste Døden, som giver også de fattige denne gave. Men over det sorte sørgetog sejlede hvide juniskyer, og luften duftede af sy­rener og glimtede af guldregn.

 

 

 

Første tekst vil kunne karakteriseres som ”neutral”.

Anden tekst som ”lav”.

Tredje som ”høj” – ”ironisk”

Fjerde som ”høj” – ”lyrisk”

 

 

 

 

NYTTIGE BEGREBER TIL SKØNLITTERÆR STILANALYSE

 

- ordforråd

- troper og figurer