Talen

TALEN

Personernes tale (sproghandling) kan fremstilles forskelligt: som direkte tale, som indirekte tale eller som dækket direkte tale:

 

 

 

Den direkte tale karakteriseres ved anførende sætning (som kan stå før eller efter udtalelsen eller helt udelades), kolon og anførelsestegn (som også kan undværes) omkring, hvad der oprindeligt er sagt:

                      ”Men nu bliver du vel snart kone i gården”, sagde Line Sjældenglad drillende.

 

Den indirekte tale karakteriseres ved, at hvad der oprindeligt er sagt, står refereret i en bisætning:

                      Line Sjældenglad spurgte drillende, om Magda snart blev kone i gården.

I og med at der refereres, er kun indholdet af det oprindeligt sagde gengivet, ikke formen. Replikfarvede småord (her ”vel”) udelades. Den anførende sætning kan ikke undværes og skal stå forrest. Tiden er blevet ændret, så den svarer til tiden i den anførende sætning. Anden persons stedord er ændret til tredje person (her ”du” til Magda). Tids- og stedsangivelser, som henviser til samtalesituationen, ændres (ikke vist her).

 

Dækket direkte tale er formelt en mellemform mellem direkte og indirekte tale:

                      Men nu blev Magda vel snart kone i gården, sagde Line Sjældenglad.

Her er formen af det oprindeligt sagte bibeholdt (hovedsætning), derved ligner den den direkte tale. Den anførende sætning kan også udelades. Den indirekte tale ligner den på de personlige stedord og tidsformerne.

 

Ud over disse tre klart afgrænsede former findes der former af den indirekte tale, hvor det oprindeligt sagte mere eller mindre præger bisætningen, fx ved at bisætningen har hovedsætningsform:

                      Line sagde drillende, at nu blev Magde vel snart kone i gården.

Eller det kan gøres ved, at der i bisætningen indsættes karakteristiske citater (med eller uden anførelsestegn) fra det oprindeligt sagte.:

Da det med stort besvær var lykkedes Kvant at oversætte møgbør (til gødningstransportmiddel) havde byretsdommeren syrligt bemærket, at det var Kristiansson og ikke patruljevognen der var påtaleberettiget, og at retten anså det for usandsynligt at man i det hele taget kunne krænke en firedørs Plymouth, i særdeleshed ikke ved at sammenligne den med et andet i dagligt brug værende køretøj.

 

STILVÆRDI

Forskellen mellem den direkte og den indirekte tale er først og fremmest, at den direkte tale er situationsfremstilling, mens den indirekte er sammentrængt fremstilling. Man kommer betydeligt tættere på handlingen ved den direkte tale end ved den indirekte, og kendskabet til personerne bliver betydeligt større, når man hører, hvordan de taler (jf. den såkaldte replikindividualisme: en persons tale passer til hans kultur og temperament). Den direkte tale er mere livlig, og indlevelsesmulighederne bedre.

Derudover kan siges om den indirekte tale, at den er mere saglig (objektiv) end den direkte tale, idet et eventuelt farverigt præg er væk; tilbage er kun sagen.

De forskellige former af indirekte tale ligger på vejen hen mod den direkte tale og er derfor en indrømmelse til personernes egetliv.

Den dækkede direkte tale virker som en nedtoning af den direkte; der er ofte noget famlende, hviskende, forsøgsmæssigt over den. Nedtoningen kan skyldes forskellige fænomener og har derfor en række nuancerede betydninger: usikkerhed, generthed, forskrækkelse, underlegenhed, hemmelighed, intimitet, almenerfaring og –mening i modsætning til det individuelle.

 

Svarende til Talen vil man kunne lave en tilsvarende Tanken med direkte tanke, indirekte tanke osv.